|
|
|
Udbudet af teleydelser i Danmark er blevet stort. Det giver mulighed for at sammensætte teleydelser så de passer til ens forbrug, men samtidig er det vanskeligt at gennemskue hvilket teleselskab, der er billigst. Baggrunden for denne pjece er et ønske om at skabe gennemskuelig information om telepriserne til private forbrugere.
Pjecen er blevet til på baggrund af IT- og Telestyrelsens interaktive prisguide - teleprisguide.dk - som indeholder et stort udvalg af teleselskabernes forskellige abonnementer til fastnet, internet og mobiltelefon. I teleprisguide.dk kan du lave en beregning, som er baseret på dit helt personlige forbrug af teleydelser. teleprisguide.dk bliver løbende opdateret, så den altid indeholder aktuelle priser.
Priserne i denne pjece er et øjebliksbillede af indholdet i teleprisguide. Pjecen viser det enkelte teleselskabs billigste abonnement i forhold til nogle fastsatte forbrugsmønstre.
For at sikre overskueligheden er en del tillægsydelser og særlige rabatter udeladt, ligesom opkald til udlandet, internet via ISDN og højhastighedsinternet ikke er med i pjecen. Desuden indeholder pjecen kun abonnementer, som ikke indeholder krav om, at man betaler for andre abonnementer hos det samme selskab. I alle beregningerne af de kvartalsvise udgifter indgår abonnementsudgiften og udgifter til samtaler eller opkobling til internettet.
Pjecen sammenligner prisoplysninger. Kvalitet sammenlignes ikke i pjecen, men det bør indgå i overvejelserne, når du træffer dit valg.
|